Så er det vist på tide at få skrevet lidt om vores helt fantastiske snorkel ferie til Malaysia. Hvis I går ind i vores billedgalleri, vil I se nogle helt fantastiske billeder synes vi selv.
Vi kørte alledere kl. 5 om morgenen, for at være sikre på at have nok tid – hvis vi nu kørte forkert eller det var svært at komme over grænsen. Puha det var hårdt at komme op. Vi kom nemt over grænsen. Var blevet advaret mod mange scotere i Johor (by i Malaysia), men der var ikke en – nok fordi vi var så tidligt på den.
Der er stor kontrast til Singapore i Malaysia. Der ses fattigdom, og simple skure langs vejen. Vi kørte gennem store gummi- og palmeolieplantager og så skilte der advarede mod elefanter på vejen!! og aber bla. denne, som kiggede lige på os da vi tog billedet.
Vi kørte mod Mersing på Østkysten. Det ses at den industrielle udvikling i Malaysia ikke er nået til dette område endnu.
Vi nåede selvfølgelig i alt for god tid til færgen. Skulle først med 11.00, men så var der en flink mand som mente at vi kunne tage færgen 10.00. Det kunne vi også sagtens, men det viste sig da vi nåede frem til øen, at vi var blevet snydt…. Godtroende som vi var anede vi ikke at manden var ude på at tjene penge!! Nå men det hele gik senere i orden.
Sådan tager Panuba Inn sig ud set fra vandsiden:
Vi boede primitivt i det høje hus øverste højre hjørne. Vi havde deluxe hytten, med aircon og det var dejligt. Rengøring var så som så, og der lå hele tiden ulækkert vand på badeværelses gulvet, og der var næsten ikke tryk på bruseren. Det var dog ok, for vi var der stort set kun når vi sov og man kan vænne sig til meget. I det lave hus med rødt tag, spiste vi. God asiatsik mad – morgenmaden bestod af toast toast og atter toast og fried rice hvis man ville have det. Vi savnede vores havregryn ( som i Singapore ikke er det samme som i DK). De andre måltider var mere nuancerede.
Det er 30 lejligheder på stedet, så det er til at overskue, og gør at man nemt falder i snak med andre på stedet. Vi snakkede lidt med et Italiensk par fra Milano, som bare var på ferie i en uge. Vi snakkede med et par fra Irak, hvor manden har boet de sidste 7 år i Malaysia ( underviser på universitet). Lige pludselig en dag hører vi danske stemmer, og så er der kommet en dansk familie på besøg. De er på ferie hos familie i Singapore, og havde lavet en afstikker til Tiomann. Børn på alder med vores, så de hyggede sig godt sammen.
Den ene dag var vi på bådtur for at komme ud og snorkle forskellige steder. Det er bare så fedt at snorkle og hilse på alle mulige forskellige slags nemoer. Her kommer nogle billeder fra turen: (klik på dem for at se dem størrere)
Vi tog bla til Coral Island, hvor sandet var helt ubeskriveligt fint. Det var ligesom at gå i mel. Og vandet var så blåt/grønt som I ser på billederne. Ungerne fik redningsvest på, og så var det ud og snorkle på 5 meter dybt vand. Andre steder sprang vi i direkte fra båden. På det øverste billede fodre vi “nemo’er” med brød. Der var rigtig mange fisk i alle regnbuens farver.
Det blev alt for hurtig tid til at vende hjem igen. Det tog lidt længere tid at komme hjem, fordi færgen først lige skulle manøvrere gennem meget lavt tidevand – gik kun på grund en gang!! (vi blev alle gennet ned i den anden ende af båden, for at den kunne komme fri) Ligeledes røg vi i tæt traffik på vej ned mod Singapore. Og selvfølgelig, som altid, valgte vi den forkerte kø ved grænsen. Vores bevægede sig mikroskopisk i forhold til alle de andre. Vi kørte direkte ud for at spise, og det første der slog os, var larm, tusindvis af mennesker og varme parkeringskældere. Velkommen hjem til Singapore!!