Så er de første fritidsaktiviteter begyndt for børnene. Frida startede med basket ball for det havde de haft i PE (physical education – idræt), og hun havde syntes at det var sjovt. Efter et par gange måtte hun dog indse at det ikke var så sjovt. Hun trivedes ikke med det, men heldigvis kunne vi få hende på et dansehold istedet. Hun er nu i sit rette element og håber på at hun kan få mulighed for at få sin fine hvide konkurence gymnastikdragt på. Vi må nok bare indse at hun slet ikke er nogen boldpige. Gustav går til forskellige boldspil og er glad for det.
Siden sidst har der også været skolehjem samtaler, hvor børnene selv har været med. Det går godt med ungerne og der er ikke grund til bekymring. Frida følger fint med og er også blevet både bedre til at skrive og tale engelsk. Gustav er begyndt at læse få ord på engelsk og vi prøver at kigge lidt i den danske læsebog også. Han synes det er svært, men kæmper en brav kamp med staveord og læsning. Der er vildt mange lektier, specielt for Frida, og her efter efterårsferien skal de til at skrive en lille historie hver dag. Det er hårdt for alle at få en rutine på dette!
Siden sidst har vi også været i Botanic Garden. En stor flot oase midt i byen. Vi så en masse flotte Orchideer og nogle små søde turtles. Se flere billeder i galleriet under “nature in Singapore.”
Den sidste familie er nu også kommet herud og eftersom vi alle nu er samlet skulle det fejres i weekenden ved vores condo. Mændene kæmpede mod hinanden og med varmen på tennisbanen, mens konerne og børnene hyggede ved poolen. Vi havde lejet et fællesrum, så vi spiste ude på verandaen i fællesbygningen. Puha det var varmt og fugtigt. Fan’en kørte godt nok rundt, men det hjalp ikke en dyt. Tænk at det kan være så varmt til midnat. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor der også røg lidt Gin og Tonic/bitter lemon ned. Ungerne hyggede sig også. Frida har fået sig en ny veninde, Caroline, som lige er kommet herud, og skal gå i samme klasse. De fyrede sammen et fedt show af. Flot
Sidder nu og glæder os til vi skal på snorkel ferie på Tioman Island. Vi kører på onsdag, tidlig om morgen.